BankInvest investerer i grønne obligationer fra mærkevaregigant VF Corporation

    BankInvest har investeret i nye, grønne obligationer fra den amerikanske mærkevaregigant VF Corporation, der skal bruge pengene på at omstille produktionen til at anvende genbrugsmaterialer og på at reducere CO2-udledning, oplyser BankInvest.

    ”Vi ønsker som kapitalforvalter både at bidrage positivt til den grønne omstilling og samtidig at skaffe et tilfredsstillende afkast. Det afgørende for os er, at grønne obligationer både leverer på bæredygtighed og afkast”, siger Carsten Horn Nielsen, chefporteføljeforvalter for Virksomhedsobligationer IG og Virksomhedsobligationer IG Akk.

    Amerikanske VF Corporation står bag globale sko- og tøjbrands som fx The North Face, Timberland, Wrangler og Vans off the wall. Amerikanerne har netop gennemført en succesfuld udstedelse af børsnoterede, grønne obligationer på 500 mio. euro (ca. 3,7 mia. kr.).

    nteressen for obligationsudstedelsen var omfattende med ordrer på ca. 4,5 mia. euro svarende til næsten 34 mia. kr. Eller ni gange lånebehovet.

    ”Grønne obligationer er p.t. den helt hotte obligationstype på markedet for IG-ratede virksomhedsobligationer, og da årets 15. grønne euro-obligation kom til markedet i går, var interessen enorm”, siger Carsten Horn Nielsen.

    BankInvests Virksomhedsobligationer IG-afdelinger blev af bankerne, der hjalp VF Corporation med at gennemføre det grønne obligationslån, betragtet som grønne obligationsfonde. Derfor fik BankInvest lov til at købe to mio. euro – svarende til 0,2%.


    Mindre CO2-udledning ved brug af vedvarende energi

    VF Corporation omsætter for ca. 11 mia. USD (ca. 77 mia. kr.) om året og har forpligtet sig til at bruge låneprovenuet på at omstille produktionen til at anvende genbrugsmaterialer samt til at reducere virksomhedens CO2-udledning ved brug af vedvarende energi.

    BankInvests afdelinger Virksomhedsobligationer IG og IG Akk. har det seneste halvandet år deltaget aktivt i den grønne omstilling af de større internationale industri- og forsyningsvirksomheder.

    BankInvest var derfor også med i udstedelsen af den nye 8-årige VF-obligation, der blev udstedt med en rente på 0,33%. VF-obligationen er i dag steget med 0,75% i kurs, og investeringen bidrager herved til afdelingernes performance.

    Med den nye obligation udgør de to Virksomhedsobligationer IG og Akk.-afdelingers beholdning af grønne obligationer nu 11% af formuen.