Danske Bank har mistet 11.000 kunder efter hvidvasksag

    Hvidvasksagen i Estland har ført til lavere kundetilfredshed i Danske Bank. Særligt private kunder er sure. Danske Bank mistede 11.000 privatkunder med NemKonto i Danmark i 2018, hvor sagen om hvidvask i Estland satte banken i et negativt lys.

    Det fremgår af bankens årsregnskab, der er offentliggjort fredag morgen.

    Kundeafgangen svarer til 0,8 procent af privatkunderne i Danmark og sender antallet af NemKonto-kunder ned på 1,38 millioner styk. Til gengæld er antallet af danske virksomhedskunder uændret.

    Danske Bank fortæller desuden, at kundernes tilfredshed er dalet gennem året.

    – Dette er mest udtalt blandt privatkunderne i Danmark, hvor kundetilfredsheden ligger langt under vores mål.

    – Der har også været en negativ effekt blandt erhvervskunderne i Danmark og i mindre udstrækning i Sverige, skriver banken.

    De 11.000 NemKonto-kunder er det, Danske Bank selv måler på, da de anses for at have Danske Bank som deres primære bank.

    Kigger man på antallet af kunder – private og kommercielle – der har forladt banken, så lyder det dog på 29.000. Det har sendt antallet af kunder ned på 1,7 millioner i Danmark.

    Danske Bank fortæller, at en stor del af de 29.000 ikke har haft Danske Bank som primær bank, og at tallet er faldet længe, i takt med at banken har arbejdet på i højere grad at have kunder, der samler hovedparten af deres bankforretning hos Danske Bank.

    I løbet af 2018 har Danske Bank afholdt omkring 150 dialogmøder i bankens filialer. Her har bankens kunder kunnet få en forklaring om hvidvasksagen.

    – Vi er fast besluttede på at genvinde vores kunders tillid, men vi erkender, at det kommer til at tage tid, skriver DanskeBank.

    Danske Bank offentliggjorde sin egen undersøgelse af hvidvasksagen i september.

    Den viste, at omkring 1500 milliarder kroner var strømmet gennem den estiske filial i perioden 2007 til 2015. En stor del af beløbet er betegnet som mistænkeligt.

    Danske Bank oplyser i regnskabet, at det over de næste tre år vil investere to milliarder kroner i tiltag, der skal styrke bankens værn mod hvidvask.

    Sagen om hvidvask i Estland har kostet jobbet for både topchef Thomas Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen.

    I øjeblikket er Jesper Nielsen udpeget som midlertidig direktør, mens der arbejdes på en permanent løsning.

    Karsten Dybvad – tidligere direktør for Dansk Industri – blev i december valgt som ny bestyrelsesformand.

    Ud over kundeafgang og lavere tilfredshed har sagen om hvidvask også kostet penge for aktionærerne.

    De har i løbet af det seneste års tid måttet se aktiekursen blive halveret, i takt med at detaljer om sagen er kommet frem.

    Forude venter afslutningen på en række undersøgelser fra myndigheder i USA, Storbritannien, Frankrig og Danmark. Det kan ende med bøder i milliardklassen.

    Danske Bank skriver i regnskabet, at det ikke kan sige noget om tidshorisonten for sagerne og størrelsen på eventuelle bøder.

    /ritzau/