Fed skattefidus til fire Danske Bank-bosser

    50

    Fire Danske Bank-direktører er ansat på lukrativ skatteordning, så de slipper med at betale 32,84 procent i skat, skriver Ekstra Bladet.

    Selvom Danske Banks direktører hver især tjener flere millioner om året, slipper flertallet af dem for at betale topskat.

    Fire af bankens syv direktører er nemlig ansat på den lukrative forskerordning.

    Det oplyser banken til Ekstra Bladet i forbindelse med en større rundspørge, som avisen har foretaget blandt de 100 største danske virksomheder.

    Med ordningen slipper de fire Danske Bank-direktører med at betale 32,84 procent i skat inkl. am-bidrag.

    Banken ønsker ikke at oplyse, hvilke direktører det drejer sig om. Men ifølge Anders Drejer, ledelsesprofessor, Aalborg Universitet, er der ingen tvivl om, hvem det er.

    Krav
    For at kunne benytte ordningen må man nemlig ikke have arbejdet i Danmark inden for de seneste ti år. Dernæst kan man kun være på ordningen i syv år, og det indsnævrer feltet til netop fire:

    Den nye hollandske adm. direktør Chris Vogelzang. Den franske compliance-direktør Philippe Vollot. Danskeren Carsten Rasch Egeriis, der er chef for group risk management, og danskeren Jakob Groot – chef for coporate & institutions.

    – Den er soleklar: Det er de fire, siger Anders Drejer og retter så en hård kritik mod banken:

    – Men det forarger, at der er to danskere, som kommer hjem på en forskerordning. Jeg synes faktisk, at det er en katastrofe. Den er designet til at tiltrække interessante forskere til Danmark. Den er ikke lavet til, at den skal trække højtlønnede danske bankdirektører,” siger han.

    https://ekstrabladet.dk/nyheder/erhvervsnyheder/fed-skattefidus-til-fire-danske-bank-bosser/7884590