Finans Damark med 10-punktsplan for den grønne omstilling i Europa

    En fælles EU-model for måling af CO2-aftryk, en udvidelse af den fælles klassifikation for hvad der er grøn udlånsaktivitet og en mærkningsordning for grønne investeringer skal være med til at give et ekstra skub til den grønne omstilling i Europa. Det er blandt de ti konkrete forslag, som Finans Danmark lancererede torsdag d. 12. marts som indspil til EU-Kommissionens kommende strategi for bæredygtighed.

    EU-Kommissionen forventes i løbet af efteråret 2020 at komme med et nyt udspil til, hvordan den finansielle sektor kan spille en central rolle i den bæredygtige omstilling. Men allerede nu lancerer Finans Danmark en 10-punktsplan som input til Kommissionens nye handlingsplan. De ti forslag er stærkt inspireret af de anbefalinger, som Forum for Bæredygtig Finans afleverede til Finans Danmark.

    Den danske finanssektor har forpligtet sig til at måle CO2 i deres investeringer og udlån og til at sætte mål for reduktion af det. Det synes vi, at EU-Kommissionen skal brede ud på europæisk plan. Det vil give et reelt billede af, hvad vi i dag låner ud til og investerer i, og det vil være et solidt er grundlag for, at vi i årene fremover vil kunne se, at det går i en grønnere retning,” siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark.

    Hvad er grønt?

    Udover måling af CO2-aftrykket på EU-plan, skal den grønne omstilling i EU også styrkes af en videreudvikling et fælles klassifikationssystem for, hvad der kan betegnes som grønne aktiviteter. Det skal være med til at forhindre uens konkurrence og muligheder for ”green washing”.

    ”Vi opfordrer EU-Kommissionen til at komme videre med klassifikationen af, hvad der er grønne og bæredygtige aktiviteter – den såkaldte taksonomi. De regler, der nu er på vej fra EU, skal også gælde for udlån – og ikke kun investeringer. Og det er vigtigt at sikre, at taksonomien er praktisk anvendelig. Det er i sig selv ikke en nem opgave,” siger Ulrik Nødgaard.

    Taksonomien klassificerer i dag både de rent grønne aktiviteter og de økonomiske aktiviteter, der er nødvendige for at understøtte omstillingen til grøn økonomi.

    ”Det er vigtigt, at taksonomien også understøtter virksomheder, der er på vej eller hjælper til med at sikre den grønne omstilling af samfundet,” siger Ulrik Nødgaard og fortsætter:

    ”Det næste skridt må være at kigge på de mange andre elementer: vand, cirkulær økonomi, sociale hensyn og governance. Eller sagt på en anden måde de bæredygtigheds-kriterier, vi arbejder med i finanssektoren, skal valideres, så vi i Europa er enige om, hvad der er grønt og bæredygtigt.”

    Grøn mærkningsordning for investeringer

    I det kommende års tid er der yderligere en række væsentlige værktøjer, der skal udarbejdes i EU. Et af dem handler om at lave en mærkningsordning, der gør det tydeligt forbrugerne, om deres investeringer lever op til den fælles EU-taksonomi.

    ”Mærkning af grønne investeringer er utvivlsomt et vigtigt skridt til at sikre gennemsigtighed og klare linjer omkring, hvad der er bæredygtigt at investere i. Det vil gøre det mere gennemskueligt for vores kunder at vælge og dermed lettere at omdirigere privat kapital i en mere grøn retning,” afslutter Ulrik Nødgaard.

    Finans Danmarks 10-punktsplan:

    1.     EU-taksonomi skal anvendes på både investeringer og udlån.
    2.    Taksonomien skal videreudvikles til at inkludere de andre fire miljømål  fra EU’s handlingsplan, samt de sociale og ledelsesmæssige aspekter i FN’s 17 verdensmål for investerings- og udlånsaktiviteter.
    3.       Taksonomien skal udvikles og tilpasses løbende, så den virker i praksis.
    4.       EU-standarder og mærkningsordninger skal indføres for at øge gennemsigtighed for forbrugerne.
    5.       Der skal udvikles en EU-model for måling af CO2-aftryk for investeringer og udlån.
    6.       Der skal sikres standardisering, digitalisering og adgang af bæredygtighedsdata for at øge gennemsigtighed.
    7.       Der skal etableres klare tilsynsmæssige retningslinjer for bæredygtig finans
    8.       Sikre kvalitet og gennemsigtighed i metoderne for rating af bæredygtighed og der skal etableres en certificeringsordning for ESG-ratingbureauer.
    9.       Den bæredygtige omstilling skal understøttes med de rette fiskale og økonomiske politiker.
    10.       EU skal arbejde for udvikling af globale standarder for bæredygtig finans.

    Finans Danmarks 10-punktsplan

    Forum For Bæredygtig Finans 20 anbefalinger