Nordea-direktør: Vi tager hvidvaskbeskyldninger alvorligt

    21
    Bankerne har været naive og undervurderet kompleksiteten af hvidvask, siger Nordeas administrerende direktør.

    Nordea tager afsløringer af mistænkelige transaktioner, der er foregået mellem 2004 og 2014, meget alvorligt.

    Det siger bankens administrerende direktør, Casper von Koskull, mandag aften i et interview med finske YLE TV1 ifølge Bloomberg News.

    Det skriver Ritzau Finans.

    I interviewet siger topchefen, at bankerne har været naive og tidligere har undervurderet kompleksiteten af hvidvask.

    Han påpeger på samme tid, at arbejdet med at bekæmpe hvidvask aldrig er overstået, fordi “kriminelle altid er nogle få skridt foran”.

    Derfor er et bedre samarbejde mellem banker og myndigheder også nødvendigt, ligesom der kan være brug for et internationalt tilsyn, som overvåger transaktionerne på tværs af landegrænser, lyder det.

    Det var det finske medie YLE, som mandag berettede, at Nordea skal have været involveret i mistænkelige transaktioner for omkring 700 millioner euro – 5,2 milliarder kroner.

    YLE baserer sin viden på et datalæk, som mediet har fået adgang til via journalistorganisationen Organized Crime and Corruption Reporting Project (OCCRP).

    Også Berlingske Business har fået adgang til denne viden. Ifølge det danske medie er blandt andet Nordeas filial på Vesterport i København under mistanke for at være blevet brugt til mistænkelige transaktioner.

    Ifølge Berlingske har mere “end 260 skattelyselskaber og skuffeselskaber” i perioden 2004 til 2014 haft konti i Vesterport-afdelingen.

    Afdelingen blev lukket i 2014 efter gentagne gange at have været i søgelyset for lyssky transaktioner.

    I alt har der i Berlingskes datasæt været overførsler til Nordea-konti på mere end fem milliarder kroner, mens mere end tre milliarder kroner blev overført fra Nordea-konti.

    Til danske Nordea-konti er der ifølge Berlingske blevet overført i alt næsten to milliarder kroner, mens der er blevet overført mere end én milliard fra danske konti.

    /ritzau/