Partier i rød blok vil lovgive om virksomhedsansvar

    Folketinget har behandlet et forslag der, hvis det vedtages, vil betyde en markant ændring af virksomheders ansvar for deres produktion over hele verden, skriver Danwatch.

    “Der er behov for, at virksomheder tager et større ansvar for deres produktion i verden” lød det fra Eva Flyvholm (EL). Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) svarede, at den slags tiltag vil koste danske virksomheder dyrt.

    Debatten bølgede i Folketingssalen, da tre partier den 19. marts foreslog en lov, der skal sikre, at danske virksomheder lever op til FN’s Guiding Principles for forretningsførelse og menneskerettigheder (UNGP). Også kendt som en lov om nødvendig omhu.

    Bag forslaget stod Rasmus Nordqvist fra Alternativet, Eva Flyvholm fra Enhedslisten og Lisbeth Bech Poulsen fra SF, der blandt andet tog udgangspunkt i tidligere Danwatchundersøgelser på området, som Dansk mode og giftige garverier samt Trusler og ydmygelser bag vores børnetøj.

    Regeringen vil ikke støtte forslag

    Forslaget går ud på, at virksomheder i særligt risikable sektorer, som tekstilbranchen, shipping og minedrift, skal kunne straffes, hvis deres produktion ikke lever op til de internationale menneskerettighedskonventioner.

    Debatten blev indledt af en tydeligt skeptisk Erhvervsminister Rasmus Jarlov, der meddelte, at Regeringen ikke kunne støtte forslaget.

    “Det står ikke klart for mig, hvad dette forslag vil betyde for virksomhederne i praksis”, sagde han.

    Spørger man de tre forslagsstillere, er der et stort behov for at lovgive på området:

    “Vi ser desværre, at frivillighed ikke er nok. Derfor skal der lovgivning til, hvilket er efterlyst af NGO’er, virksomheder og fagbevægelsen”, siger Rasmus Nordqvist fra Alternativet til Danwatch.

    Erhvervsministeren maner til besindighed, og påpeger, at reglerne i årsregnskabsloven allerede indeholder krav om, at virksomheder skal forholde sig til deres samfundsansvar.

    Partier i rød blok vil lovgive om virksomhedsansvar