Stadig flere kunder efterspørger bæredygtige produkter i bankerne

    29

    Finans Danmark: Stadig flere kunder efterspørger bæredygtige produkter i bankerne – og bankerne er klar til at levere.

    Mandag mødtes medlemmerne af Forum for Bæredygtig Finans for anden gang for at kortlægge og komme med anbefalinger til, hvordan sektoren kan bidrage til en bæredygtig omstilling af økonomien.

    Men hvordan ser det ud med arbejdet i bankerne lige nu? Finans Danmark har spurgt og svaret er, at bankerne allerede er godt i gang med at arbejde med nye initiativer for at bidrage til FN’s mål for bæredygtighed.

    Og der er planlagt flere grønne initiativer til de kommende år. Efterspørgslen efter bæredygtige produkter er også voksende – især fra erhvervslivet. Men også de private kunder er begyndt at vise interesse.

    Og det er en positiv tendens for hele den grønne omstilling, siger Finans Danmarks Europapolitiske direktør, Sinne Backs Conan:

    “Den finansielle sektor er en af nøglerne til at omstille nogle af de sektorer, vi ved skal omstilles. Det kan være transport-, energi- og landbrugssektoren. Vores samfund kræver en omstilling, som man ikke kan løfte uden den finansielle sektor.”