Udbyttesag: pensionskasser tager afstand til Macquarie

    26

    Historier om snyd med udbytteskat på tværs af Europa får de danske pensionskasser ATP, PKA og PFA til at skubbe den australske kapitalfond og bank Macquarie fra sig. Det skriver DR.

    Sammen købte de danske pensionskasser og Macquarie det danske teleselskab TDC i maj.

    Men mandag forklarer direktør i ATP Christian Hyldahl, at pensionskasserne har mistet appetitten på andre samarbejdsprojekter med australierne.

    – Med hensyn til nye investeringer med Macquarie er der en lang række spørgsmål, vi skal have svar på. Det er svært at forestille sig, at vi kan være en del af nye samarbejder med dem på den korte bane, siger Hyldahl til DR.

    Macquarie skriver i en mail til DR, at den ikke har brudt loven.

    TDC er ikke første danske selskab, hvor Macquarie har haft et engagement. Tidligere har banken haft en del i ejerskabet af Københavns Lufthavn i Kastrup.

    Ejerskabet her kastede også historier om skattefiduser af sig.

    I 2011 kunne Politiken fortælle, at Macquarie havde hevet 2,2 milliarder kroner ud af lufthavnen via en skattekonstruktion i Luxembourg og dermed undgået skat for over 500 millioner kroner.

    Det var sket ved, at Macquarie havde ydet lån til lufthavnen til en høj rente.

    Rentebetalingerne skete til et selskab i Luxembourg. Dermed kunne der trækkes penge ud af lufthavnen, der ikke skulle beskattes som et overskud.

    Det kom kort efter frem, at Skat havde rejst et krav på 800 millioner kroner mod Macquarie.

    /Ritzau