Hvad er bæredygtigt entreprenørskab? Mange nye såvel som etablerede virksomheder redefinerer forretningsmodellen ind i en ny bæredygtig virkelighed. Men kun få forholder sig løbende kritisk til de principper, de bygger bæredygtigheden op på, fordi ledelsesprocessen sjældent udfordres. Den problemstilling har tre forskere fra CBS belyst og fået publiceret i det anerkendte tidskrift Organization Studies.

CEO Bas van Abel fra den Hollandske virksomhed ”Fairphone” var ikke kun glad, da han i 2015 vandt prisen som den hurtigst voksende innovative teknologivirksomhed i Holland. Bas van Abel mener nemlig ikke, at Fairphones formål er at være en innovativ teknologivirksomhed. Han insisterer på at lede en virksomhed, som benytter teknologi til at skabe social innovation.

Fairphone arbejder, i tæt samspil med kunder og andre interessenter, med at udvikle, hvad det vil sige at være fair. Det gør de på en række områder, hvor elektronik industrien har svigtet sit ansvar i relation til fx klimaskadelige produktionsmetoder, manglende leverandøransvar og ikke genanvendelige komponenter. Arbejdsmetoderne og de bæredygtige valg er til konstant debat med henblik på kontinuerligt at skabe en mere fair ”Fairphone” og udfordre gængse industristandarder.

Når man arbejder med bæredygtighed skal man forpligte sig til nogle principper, som man driver sin virksomhed efter

Udfordring og disruption

Kåringen i 2015 både udfordrede og disruptede virksomhedens stil. For det bør være en stil at være bæredygtig – ikke en arbejdsgang efter en fastlåst model eller identitet – argumenterer og viser forskerne lektor Christian Garmann Johnsen, adjunkt Lena Olaisson og professor Bent Meier Sørensen i deres erhvervsfilosofiske forskning med udgangspunkt i Fairphone casen.

”Når man arbejder med bæredygtighed skal man forpligte sig til nogle principper, som man driver sin virksomhed efter. Det kunne være brug af miljøvenlige komponenter eller udelukkende grøn energi. Men den skal også have evnen til at stille spørgsmål til de principper om bæredygtighed man arbejder efter. Erhvervsledere skal løbende kunne revidere principperne, udvikle dem og inddrage nye principper for bæredygtighed. Den rummelighed kalder vi en stil, og den er meget synlig hos Fairphone,” uddyber Christian Garmann Johnsen.

Forskerne kritiserer dermed de stereotyper og rigide tankesæt om bæredygtige entreprenører, som traditionelt er forbundet til en fastforankret identitet. Det betyder ofte, at et ganske bestemt bæredygtigt formål forsøges opnået. Forskerne mener ikke, at det er tilstrækkeligt at opbygge en ledelses- eller organisationsidentitet som fx grøn eller bæ-redygtig virksomhed. En identitet skal nemlig forsvares, og den kan derfor stå i vejen for de forandringer, som er påkrævet, hvis virksomheder skal udvikle sig og verdens store globale bæredygtige udfordringer skal løses.

Fornyende praksis

”Vi forsøger at sige, at virksomheder skal arbejde med en slags fornyende praksis fremfor en fastlåst identitet. Derfor kalder vi det en stil, fordi det viser, at det er en udviklingsproces og ikke et forsvar for en identitet eller en position,” supplerer Bent Meier Sørensen.

Forskerne introducerer en række nye begreber til forståelsen af det bæredygtige entreprenørskab. Begreberne virker samtidig som en kritisk katalysator i forsøget på at fokusere på en endnu stærkere bæredygtig udvikling i erhvervslivet. Forskerne beskriver gennem Fairphone casen, hvordan nye praksisser som ”Play” (leg) og ”Collective Assemblage” (kollektivt fællesskab) kan komme i spil.

”Vi mener, at der er behov for en slags cirkulær øvelse til at opretholde bæredygtigheden. Hvis en proces kun er bæredygtig de første gange den praktiseres, så er den ikke bæredygtig. Vi advokerer for en robusthed, der bygger på at inkludere forbindelsen mellem eksperiment og erfaring. De to faktorer i en virksomhed hænger sammen, for hvis ikke nye eksperimenter oparbejdes som erfaring, så er det blot støj, og dermed er der heller ikke noget at disrupte.

Med henvisning til den franske filosof Gilles Deleuze (1925-1995) viser forskerne, hvordan Bjørn Borg inddrog almindelige, svenske arbejdere i tennis, i sit opgør med sportens identitet som aristokratisk. Borg var anderledes klædt, var tættere på publikum og spillede på en helt ny måde. Kun fordi han udfordrerede og konstant fornyede sporten – og at kollektivet tog det til sig – revolutionerede han hele tennisindustrien.