På lange stræk begynder den aktuelle udbytteskandale at ligne selskabstømmer-komplekset tilbage i 1990’erne. Her udviklede handel med selskaber med skattemæssige overskud sig fra at være en smart, men lovlig skattefidus, til i myndighedernes øjne at være ren svindel, med stribevis af selskabstømmersager til følge. Fagredaktør Ejlif Thomasen gennemgår lighederne mellem sagerne.

Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det nok fordi, det faktisk ikke er sandt. Det ser også ud til at være et ordsprog, der kan bruges i den aktuelle udbytteskandale. Fuldstændig som det var tilfældet dengang handel med overskudsselskaber til overkurs eksploderede.

Der er flere fællestræk mellem de to forløb: Det store selskabstømmerkompleks førte til et omfattende retsopgør, hvor der faldt domme på både køber- og sælgerside og til rådgivere og revisorer. Et lignende retsopgør kan meget vel blive en følge af udbytteskandalen, hvis der altså er vilje og evne for myndigheder og presse til at synliggøre, hvor mange og hvem, der har deltaget.

MEGET HØJ KURS
Mens handlen med overskudsselskaber i første omgang var baseret på, at skatten kunne udlignes ved at tilføre afskrivningsberettigede aktiver, udviklede det sig til en budkrig fra køberside. Det endte med, at der i markedet blev handlet overskudsselskaber, hvor den skyldige skat blev handlet til kurser helt op på 80 procent. Det var indlysende, at overkurser i det omfang kun kunne hænge sammen, hvis køberne af selskaberne reelt stak af med pengekassen uden af afregne skatten til statskassen.

I udbytteskandalen må det have stået lige så klart for en række store aktieejere og deres rådgivere, at nogle tilbud om betaling for lån af aktier hen over udbyttedagen var for gode til at være sande.

For overskudsselskaberne udviklede en smart forretningsmodel sig fra at være lovlig – til ren kriminalitet. Nogle potentielle sælgere sagde på et tidspunkt stop. Simpelthen fordi de tilbudte priser på selskaberne var for gode til at være sande, og af frygt for at havne i en situation, hvor der bagefter blev svindlet. Andre kørte med og tog imod de urealistisk høje overkurser på skatten.

I udbytteskandalen var der også eksempler på, at aktieejere fik tilbud om meget høje betalinger for at udlåne aktier hen over en udbyttedato. Det var netop det, der fik eksempelvis PKA til at stoppe op, og sige nej til udlån af aktierne. Men andre sagde ja tak, og det samme var i sin tid tilfældet med overskudsselskaberne. Der var også sælgere og medvirkende banker, der sagde ja tak, da kurserne på den skyldige skat kom op på 60-70. De efterfølgende mange domme i selskabstømmersagerne viste, at sælgere, der sagde ja til de meget høje kurser på skatten, ikke slap fri for ansvar.

Handlen med overskudselskaber begyndte i 1987, og førte til de såkaldte selskabstømmersager i de kommende år frem til 1993-94. I det efterfølgende retsopgør var der både tale om en række erstatningssager og også en række straffesager. I alt var der tale om tømning af omkring 1600 selskaber. Der blev rejst tiltale i 30 sager mod i alt 80 personer. En af de mest kendte på købersiden er Bjørn Stiedl, der endte med en dom på syv års fængsel efter at have tømt i alt 160 selskaber for 320 mio. kr.

Både i selskabstømmersagerne og i den aktuelle udbytteskandale er skattebetalinger omdrejningspunktet. I begge tilfælde er der givetvis elementer, der er helt lovlige, men lige så sikkert også elementer, der ikke er lovlige. I den aktuelle udbytteskandale er der entydigt ulovlig trafik, hvor der er søgt skatterefusion på aktier, som ansøgeren aldrig har været i nærheden af. Det samme var tilfældet med de selskabstømmersager, hvor køber slet og ret bare beholdt den skyldige skat uden at tilføre selskabets afskrivningsberettigede aktiver.

EN GRÆNSE MÅ TRÆKKES
Men der, hvor domstolene må trække stregen, er på hele den gråzone, der også er. For selskabstømmersagerne var det spørgsmålet om, hvorvidt der reelt var tale om afskrivningsberettigede aktiver, som dermed kunne udligne den skyldige skat. For udbyttesagerne er der spørgsmålet om, hvem der i de forskellige situationer har været den reelle skattemæssige ejer af aktierne, og dermed skal forholde sig til udbytteskatten.

Spørgsmålet er nu kun om: Myndighederne er indstillede på at tage et opgør med den nålestribede finansverden, hvor også de tunge drenge denne gang står i skudlinjen?