MP Pension har besluttet at trække sine investeringer i selskaber, hvor mere end 25 procent af omsætningen hentes fra olie, kul eller tjæresand. MP ekskluderer de næste tre år 1.000 selskaber. Adm. direktør Jens Munch Holst mener ikke det vil få konsekvenser for afkastet. Han erkender, at balancen mellem afkast og ansvarlighed hele tiden skal afvejes. Læs interview med Jens Munch Holst, hvor han også fortæller om tiltagene efter investeringen i korruptionsramte Ematum fra Mozambique.

Hvilke ting vil du særligt pege på, som har været udslagsgivende for beslutningen om afviklingen af olie, kul og tjæresand? JMH: ”MP har været nogle af de første til at agere professionelt på ansvarlighed. Vi er og har historisk altid været udfordret af veluddannede og intellektuelle medlemmer, der følger med i samfundsdebatten. Det skal afspejles i de tilbud, vi giver dem. Vi bliver hele tiden presset til at kunne argumentere for vores beslutninger. Derfor mener jeg også, at vores tilgang til investeringer er mere aktuel i forhold til mange andre selskaber, især de kommercielle. Da vi for et par år siden blev skilt fra arkitekterne og dyrlæ-gerne, kiggede vi på, hvordan vores strategi skulle se ud. Vi besluttede bl.a. at inddrage Parisaftalen i vores investeringsstrategi. Så det er egentlig en logisk rejse, fordi vi gerne ville styrke det tilbud som vores medlemmer ønsker.”

Det er den balance, vi forsøger at opretholde, altså at balancere vores investeringsunivers med vores beslutning om at trække os ud af olie, kul og gas

Økonomisk Ugebrevs årlige PensionSurvey viste, at visse befolkningsgrupper gerne ser mere ansvarlighed på bekostning af afkast? Kan du genkende samme erkendelse blandt jeres medlemmer? ”Jeg vil gerne holde fast i, at afkast og ansvarlighed kan gå hånd i hånd: Der er altid alternativer til dårlige eller uansvarlige investeringer, så længe investeringsuniverset bare er stort nok. Det er den balance, vi forsøger at opretholde, altså at balancere vores investeringsunivers med vores beslutning om at trække os ud af olie, kul og gas. I forhold til den beslutning, mener jeg ikke, at investeringsmulighederne er begrænset i et omfang, som kan siges at koste på afkastet.”

MP accepterer stadigvæk investeringer i selskaber hvis omsætningen fra kul ikke overstiger 25 procent. Hvordan er det i tråd med Parisaftalen?

”Konsekvensen af vores beslutning om at leve op til Parisaftalen var, at vi måtte kigge vores investeringsportefølje igennem og vurdere, hvordan olie-, gas- og kulselskaberne ville agere på to-graders scenariet i 2030. Men de modeller, der findes til at vurdere volumen i CO2-udslip på baggrund af forretningsmodeller i forhold til Parisaftalen er efter min vurdering svære at efterleve i praksis. Derfor har vi valgt at sætte grænsen ved en procentsats i forhold til omsætningen fra olie, gas eller kul. Så det handler i høj grad om hvad vi kan håndtere, og derfor er tallet ikke beregnet efter CO2-udslip, men efter omsætning.”

Ville det ikke være mere gennemsigtigt, hvis I trak jer helt ud af disse industrier? ”Det ville jeg betegne som en overvægt af ansvarlighed i forhold til investeringsstrategien og mål for afkast. Lige nu mener vi, at 25 procent-grænsen balancerer prisen på aktien i forhold til at gøre mest mulig indflydelse gældende for at nå to-graders scenariet i 2030. Det er en balance. Det er et dilemma, vi hele tiden befinder os i. Vi skal som bekendt også levere afkast til vores medlemmer. Det skal vi forholde os til, og det er bl.a. derfor vi ikke mener, at det er hensigtsmæssigt udelukkende at måle investeringsbeslutninger op mod CO2 reduktionsmål efter den ene eller anden metode.”

Norges Bank har netop rapporteret om, hvilke afkastmæssige konsekvenser deres etiske beslutninger har haft. Kan I forestille jer at gøre det samme? ”Det er vel allerede nu muligt at måle konsekvenserne af vores seneste beslutning, fordi det handler om hele brancher. Det vil nok ikke kunne lade sig gøre for de enkelte selskaber, vi ekskluderer på baggrund af det ene eller andet. Jeg syntes det er en meget fair måde at vise tingene på. Både fordi det kan vise om beslutningen var afkastmæssigt rigtig, og for at vore medlemmer kan følge med i beslutningerne. Så jeg vil ikke afvise, at vi i fremtiden vil lave den slags beregninger.”

I er blevet kritiseret i den såkaldte tunfiskeri-skandale, hvor I tabte penge på en investering i det korruptionsramte firma Ematum fra Mozambique. Kritikken gik bl.a. på, at I ikke konkret vil ændre retningslinjer, men blot være mere opmærksom i fremtiden. Hvad skal det betyde? ”Vi har redegjort for sagen i en rapport. Den siger klart, at hvis vi igen oplever en tilsvarende situation, hvor der er tvivl, så kan vi sætte investeringen i karantæne. Det betyder, at vi ikke kan foretage flere investeringer i projektet før en fuld afklaring. Dette gælder, når vi har foretaget en investering. På spørgsmålet om vores retningslinjer så er svaret, at vi tror på, at det finansielle system generelt fungerer. Det har vi tillid til. Vi mener ikke vi kunne gøre mere end vi allerede gjorde, før vi investerede i Ematum.”

I sagen var der meget forskellige opfattelser af, hvordan kapitalforvalteren havde ageret. Skal kravene til kapitalforvaltere generelt styrkes? ”Kapitalforvalterens opgave er at finde investeringer til os på baggrund af det mandat, vi har givet dem. Men det er i bund og grund os, der har ansvaret. Det er os, der skal leve op til retningslinjerne, og jeg tror ikke på, at øgede krav til kapitalforvaltere vil hjælpe ret meget i forhold til at undgå lignende fejl i fremtiden. Helt grundlæggende er investeringerne vores ansvar, og vores forretning har solide retningslinjer. Det mener jeg også, at vores handlinger undervejs i forløbet viste. F.eks. afviklede vi løbende store dele af investeringen i Ematum. Måske har vi ikke væ-ret gode nok til at kommunikere, hvordan vi rent faktisk agerede, det erkender jeg. Men med ansættelse af både Christian Gundtoft som presseansvarlig og senest Troels Børrild som chef for ansvarlige investeringer, så har vi i dag et helt andet skarpt fokus på etik og kommunikation.”

Ifølge EU-kommissionen mangler der investeringer frem mod 2013 for 1,8 billioner euro, hvis EU’s energipolitiske målsætninger skal indfries. Hvad er efter din vurdering de største barrierer? ”Vi skal som pensionsselskab levere et afkast, og det er vel en begrænsning i forhold til at levere fuldt ud på alle bæredygtige mål. Det er et dilemma. Vi kunne godt kaste penge efter alle mulige forskellige grønne investeringer, men det skal altså være noget som giver forrentning, så vores medlemmer kan få en ordentlig pension. Det mener jeg også er et stort samfundsansvar, og derfor handler det omat finde de rigtige investeringsprojekter. Og så er det også et politisk spørgsmål, fordi det f.eks. ikke nytter at beslutte nye afgifter, som arbejder verden i den forkerte retning. Der er penge i markedet til at investere i bæredygtighed, men der mangler projekter og en af forklaringer er, at markedet ikke politisk er blevet drevet i den rigtige retning endnu.”