Folkekirkens Nødhjælp er en af få NGO’er, der er med i regeringsinitiativet P4G – Partnering for Green Growth. P4G har til formål at udvikle partnerskaber mellem civilsamfund, erhvervsliv, investorer og regeringer, med henblik på at fremme konkrete løsninger på FN’s verdensmål og klimaaftalen fra Paris. Generalsekretærer Birgitte Qvist-Sørensen mener, at partnerskaber mellem investorer, erhvervsliv og NGO’er er vejen frem. Men også, at investorerne må leve med lavere finansielle afkastmål, hvis de samtidig vil skabe reel social impact.
ØU: Hvordan ser I som NGO på strategiske partnerskaber med erhvervslivet?
BQS: ”Vi har længe arbejdet med privatsektoren. Men det har tidligere handlet meget om synlighed mod en donation. Det er også en god løsning, for penge kan vi altid bruge. Men vi tror ikke, at det på sigt er forretningsmodellen. Vi oplever faktisk heller ikke, at virksomhederne ønsker blot at levere en stor pose penge, og det er heller ikke noget vi direkte efterspørger. Vi vil gerne se strategiske partnerskaber, som noget der bygger på vidensoverførsel mellem os og virksomhederne og investorer. Det er f.eks. udgangspunktet i vores samarbejde med Arla Food Ingredients, hvor partnerskabet handler om at udvikle ideer til en mere bæredygtig og lokal fødevareproduktion i Etiopien, Uganda og Kenya.”
Hvordan ser jeres forretningsmodel for strategisk partnerskab med privatsektoren ud?
”Vi forsøger gennem strategiske partnerskaber at udvikle produkter, der passer til lokale landeforhold og som kan være interessante for danske virksomheder at være med til. For os handler det om, at vi på grundlag af strategiske partnerskaber kan søge funding hos tredje part som for eksempel Danidas program for Market Development Partnerships.”
Kan du give et eksempel?
”Ja, sammen med Arla arbejder vi f. eks. med valle, der er en god proteinrig ingrediens fra ostemassen. I de områ-der vi er, er proteinmangel et problem på grund af dårlig ernæring. Så sammen med lokale bønder og mejerier udvikler vi et proteinrigt yoghurtprodukt med hjælp fra Arla.
Tanken er så, at produktet skal indgå i den økonomiske værdikæde på markedet, leveres til skolebørn og gravide kvinder osv. Vi spejler os i Verdensmålene og søger at udvikle løsninger, der kan indgå i den sammenhæng.”
Arbejder I med at udvikle markeder eller er partnerskaberne rettet mod markeder, der allerede eksisterer?
”Det kan være begge dele. For yoghurtproduktet er der allerede et marked. Men i andre programmer skal markedet udvikles fra bunden af. Meget handler om, at vi kan se nogle store udfordringer. Ikke mindst er mange børn som følge af fejlernæring i Afrika forsinket i deres vækst og hjernekapacitetsudvikling, og de kommer måske aldrig op på niveau med fx danske børn. Det vil vi rigtig gerne forandre, og vi har mange dygtige virksomheder i Danmark indenfor landbrug, der kan hjælpe til med både at løfte ernæringen og udvikle markederne for det. For de mennesker vi hjælper, er vores mål ikke, at de blot får nogle penge, men at de løftes til at indgå i en reel værdikæde.”
Hvordan udvikler man markeder, som reelt virker for nogle af verdens fattigste mennesker?
”Vi diskuterer bl.a. med IFU (Investeringsfonden for Udviklingslande, Red.), hvordan vi også kan skabe investeringer til de mindre iværksætterprojekter, og ikke kun til de helt store programmer, fordi interessen fra investorerne og donorer er stor. Men afkastforventningerne skal afstemmes meget grundigt, fordi sociale projekter har en anden karakter og strækker sig over længere tid. Hvis man både vil have afkast og social impact er det nogle andre finansielle afkastmål man som investor skal leve med.”
Kan investorerne leve med lavere afkast end de normalt forventer?
”Det oplever jeg, at der er mange der vil. Især blandt kvinder er der stor villighed til at investere i social impact på andre vilkår end markedsvanlige investeringskrav. Så udfordringen er mere, at mange fonde kræver meget store investeringer for at være med. Men der er potentiale i de mindre projekter under én million i investering, og det er det investeringsmarked vi gerne vil være med til at udvikle. Og det er også det, vi har diskuteret med IFU om, hvordan vi fremmer. I forhold til private investorer oplever jeg, at der er bud efter projekter eller mindre virksomheder, man kan investere i.”
I arbejder ikke selv som investor, men mere som en formidler af de mindre projekter, som I gerne vil gøre opmærksom på kan skabe stor social impact. Hvordan finder i projekterne?
”Den største udfordring er at identificere de rigtige projekter – eller virksomheder som det vel reelt er. Vi har ikke selv investeringsbenet konkret med i vores programmer, for noget af den udfordring vi har som NGO er jo, at vi er non-profit, og når investeringstemaet kommer på dagsordenen, trækker vi os. Man kan diskutere om det er en god ide. For når vi ikke har hånden på kogepladen, når det kommer til økonomisk risiko, hvordan sikrer vi så, at vi hjælper de mennesker, vi mener der er bedst at hjælpe? På den anden side er det vores indsigt i lokale forhold og det netværk vi har, der er interessant for virksomhederne og investorerne – det er vores bidrag.”
Kan man forestille sig, at Folkekirkens Nødhjælp selv vil begynde at investere?
”Vores hollandske og finske søsterorganisationer har etableret en særskilt for-profit enhed, der selv finansielt kan gå ind i projekter. Det er noget der er helt nyt for os, fordi hele partnerskabsdiskussionen for os har et udviklingsformål og ikke et finansielt formål. Det er det, vi er sat i verden for. Vi arbejder på, at det ikke kun er 10 bønder der får bedre forhold, men at det er 10.000 bønder, som får adgang til markeder og bliver integreret i et marked.”
Men ser du, at en for-profit model er fremtiden for en NGO som jer?
”Vi kan ikke investere midler fra Danida eller ulandsbistanden. Men i vores tænkning er der måske ikke så langt til en investering, fordi vi tror på de projekter, vi arbejder med. Hvis vi skulle gå den vej, ville det for det første kræ-ve, at vi blev mere skarpe på investeringsprofilen, og for det andet skal vi tage stilling til, hvad det vil betyde for os som organisation og for de midler vi har.”
Hvordan har de kunne etablere det i Finland og Holland?
”Når de har kunnet gøre det i Finland, så er det fordi de har fået 60 mio. euro fra den finske regering til mindre projekter, og derfor har de etableret et investeringsben. I Holland har de fået penge fra kirkerne. Vi har ikke de penge. Men det er noget vi kunne forretningsudvikle på, og måske er der folk i Danmark, der er interesseret i at lægge penge i, at vi også kunne investere. Det ville give os adgang til bestyrelseslokaler, og være med når det brænder på for alvor. Men det er stadigvæk nyt for os blot at facilitere, at virksomheder og investorer mødes om sociale projekter – og det skal vi først blive bedre til, før vi kaster os over nye tiltag.”
Verdensmålene og Paris aftalen har givet et fælles sprog og omdrejningspunkt for partnerskaber mellem ngo, politikere og erhvervsliv. Men de er vel også en deadline for, at noget skal forandres radikalt. Når vi det, før det er for sent?
”Jeg mener, at vi står på en brændende platform i forhold til miljø, ressourceforbrug og omstilling til grøn produktion, og det tror jeg er ved at gå op for rigtig mange mennesker. Dertil kommer, at klimaforandringer og flere konflikter i verden skaber flere flygtninge og flere migranter. Så på en eller anden måde er vores lille NGO-univers blevet til et meget stort univers med mange aktører fra privatsektoren. Der er mange gode ideer og alle taler meget om verdensmålene, men ”on the ground” er vi ikke nået ret langt. Der, hvor jeg mener det kniber, er for regeringer og stater. De er frygtelig fodslæbende, og de skal være meget agile – inklusiv den danske regering. De skal skrue op for tempoet og skabe mere fleksibilitet, så vi kan skabe mange flere partnerskaber. Det er som bekendt staterne, der har skrevet under på aftalerne og derfor må de også sikre rammerne.”
