ESG-ratingbureauerne har de seneste par år tildelt Bang & Olufsen (B&O) stadig svagere ESG-score for selskabets bæredygtige indsatser, der nu betyder, at selskabet blot placerer sig blandt de 25 procent ringeste af CSRhub.coms godt 8000 fuldt ESG-ratede selskaber i verden. Betyder det noget for værdien af B&O’s brand?

B&O’s negative bæredygtighedsudvikling er sket over en periode, hvor aktiekursen siden 2012 ellers har stabiliseret sig og investorerne svagt kan skimte en rentabel forretning. Mens lønsomheden udvikler sig i positiv retning, ser den samfundsansvarlige vision dog ud til at måtte vente til bedre tider.

Vi så naturligvis hellere, at vi havde ligget helt i toppen med en positiv udvikling. Vi har dog ikke mulighed for at se de underliggende data og dermed baggrunden for den udvikling.Det er en væsentlig pointe, at nogle data er fire år gamle (én datakilde af elleve benyttede, Red.). B&O har flyttet sig på CSR området siden da

En række konkrete faktorer viser, at B&O’s CSR indsatser ikke følger med tempoet i forhold til mange danske virksomheder. Fx er CSR rapporten ikke revideret efter internationale standarder af uafhængig tredjepart. Verdensmålene er ikke integreret i rapporten. Og det er meget svært at få konkretiseret, hvordan incitamentsordninger er knyttet til ikke-finansielle mål, som selskabet ellers oplyser. På klima– og miljørapporteringen opgøres kun sporadisk på scope 1, 2 og 3 CO2-emissioner.

Head of communication, Jens Bjørnkjær Gamborg, oplyser ellers, at ”det er en del af vores DNA at skabe bæredygtige produkter set i et livscyklusperspektiv med lang levetid, og på den måde også tage aktivt medansvar for det samfund, vi er en del af, og det bliver det også ved med at være.”

Men hverken CSR-rapporten eller Jens Bjørnkjær Gamborg kan oplyse mere konkret end blot at ”vi laver produkter med lang levetid, der kan softwareopdateres og kan repareres inden for garantiperioden.”

B&O’s CSR rapport fremstår i sin helhed tilstrækkelig, men så heller ikke mere. Det rakte til en midterplacering på Økonomisk Ugebrevs årlige CSR top-100 rating. Placeringen ligger godt i tråd med CSRhubs senest opdaterede (april 2017) rating-score på 48 i udfaldsrummet 0-100, hvor 50 afspejler middelværdien. ”Vi anerkender dog, at vi kan blive endnu bedre. Det gælder bl.a. også i forhold til at fortælle vores kunder – og andre interessenter – om, hvordan vi arbejder med at integrere bæredygtighed og social ansvarlighed i virksomheden og vores produkter på tværs af både Bang & Olufsen og B&O PLAY. Derfor er kommunikationen – og generel rapportering – af CSR også et af de områder, vi lige nu ser på, hvordan vi kan forbedre.” Siger Jens Bjørnkjær Gamborg.

Det er mærkværdigt, at B&O’s efterhånden langvarige turnaround har været stort set uden bæredygtig fortælling og samfundsansvarlig vision. Mærkværdigt, fordi den generelle tendens er, at langsigtet forretningsudvikling mod et yngre kundesegment kræver tydelige bæredygtige mål og grønne initiativer som et centralt punkt, ikke mindst i branding sammenhæng.

Fremtidige generationer orienterer sig mod bæredygtighed og prioriterer deres adfærd derefter, lyder rationalet fra bl.a. investorer og andre analytikere. B&O kunne have valgt at forsyne strategiplanen ”Leaner, Faster, Stronger” fra 2012, med markante bæredygtige ambitioner og mål. Det gjorde B&O ikke, hvilket har medført at selskabets bæredygtighedsniveau er faldende.

De forandringer, som virksomheden har været igennem de seneste år, har også betydet noget for vores CSR arbejde. Bl.a. kommer vi til at styrke fokus på de leverandører, vi anvender, da vi efter salget af vores tjekkiske datterselskab fremover i højere grad vil komme til at benytte os af partnere til udvikling og produktion

B&O har skabt få bæredygtige resultater og især på området ”Environment” hænger selskabet stadig. B&O nedbragte gennem seks energibesparende projekter sine CO2-emissioner med 76 ton. Men ESG-ratingen afslører samtidig, at udviklingen i markedet går stærkt. B&O tildeles scoren 54 for sin samlede ”Environment” indsats. Altså mere end tilstrækkeligt til at bryde middelværdien og dermed bestå. Men opgøres Environment-ratingen relativt i forhold til alle virksomheder rækker det kun til en placering i 48 percentilen og i sammenligning med alle ESG-ratede danske virksomheder blot til en placering i 18 percentilen. B&O tildeles også pæn score i subkategorien ”Human Rights & Supply Chain”, oplyser Jens Bjørnkjær Gamborg afslutningsvis.

Joachim Kattrup