Mærsk kan med Den Internationale Søfartsorganisation IMO’s CO2-reduktionsaftale fra foråret i ryggen igen indtage klimaførerpositionen i shippingbranchen. Mærsks position som klima- og CSR-frontløber har de senere år været truet. Men positionen kan nu igen benyttes til at presse konkurrenterne yderligere. Det sker efter at lige konkurrencevilkår for CO2-reduktioner nu endeligt er fælles defineret gennem IMO-aftalen.

Den Internationale Søfartsorganisation IMO fastsatte tidligere i år et mål om, at branchen skal halvere sine CO2-udledninger inden 2050. I kølvandet på IMO-aftalen mellem 170 lande har Mærsk netop markeret sig med sin egen høje ambition om at være helt CO2-neutral i 2050. Mærsk sætter dermed barren højere end IMO-aftalen ellers forpligter branchen til.

Med visionen konsoliderer Mærsk sin position som en af de førende i klimakampen i shippingbranchen. En position, der ellers de senere år har været truet, fordi Mærsks bæredygtige konkurrencefordele ikke længere stod mål med investeringerne i energieffektivisering i egne skibe.

Flere af konkurrenterne har de senere år indhentet Mærsk på CO2-optimering. Miljøfortællingen – dvs. Mærsks markedsfordele – har de senere år mistet pusten i takt med at politikere, investorerne og offentligheden generelt fokuserer på CO2-reduktioner. Både teknologisk og prestigemæssigt har kun marginalfordelene været tilbage for Mærsk.

Falende indtjening

Samtidig har Mærsks seneste årsregnskaber vist vigende indtjening, mens de faktiske CO2-udledningerne modsat er fortsat med at stige. De relative CO2-udledninger pr. container, som Mærsk har reduceret de seneste år, har været meget begrænsede. De 46 procent relative CO2-reduktioner siden 2007 har Mærsk primært opnået i årene efter 2007-baselinen. I de seneste år har Mærsk kun kunnet hentet reduktioner på knap to procent årligt.

Med den nye IMO-aftale kan Mærsk igen se frem til både bæredygtige og økonomiske forretningsfordele, fordi branchen nu i fællesskab har formuleret fælles CO2-målsætninger. Mærsk, der er verdens største shippingfirma, kan nemlig bedre end nogle andre i branchen tåle de øgede omkostninger og investeringer, som IMO-aftalen bringer med sig og som rammer alle.

Samtidig giver det Mærsk mulighed for at tage lederansvar for verdenssamfundet, hvilket klæder virksomheden, og den udvikling vil også være historisk forankret i virksomhedensselvforståelse og DNA. Mærsk har det bedst, og er bedst, i positionen som dem, der definerer ”rettidig omhu”. Mærsks udmeldinger om CO2-udledninger har de senere år udviklet sig fra selvtilstrækkelighed til en erkendelse af, at shippingsektoren mere end nogensinde har behov for regulering og lovstramninger, hvis reduktion af drivhusgasser fra sektoren skal leve op til Paris-aftalen om CO2-reduktioner.

Kommunikationsskredet er sket i takt med, at Mærsk har set sine CO2-konkurrencefordele sive og de laveste hængende frugter allerede plukket. Tilbage i 2017 sagde John Kornerup Bang, head of sustainability strategy i A. P. Møller-Mærsk, til Økonomisk Ugebrev således om 2016 regnskabet: ”Årets resultat betyder, at mulighederne for yderligere forbedringer (På CO2-reduktioner, Red.) flader ud. Det vil både kræve offentlige og private investeringer og nye regler, hvis vi skal accelerere de nødvendige investeringer.”

 

vi vil investere betydelige ressourcer i innovation og flådeteknologi

 

I dag lyder det anderledes fra Mærsks driftsdirektør Søren Toft, at ”vi vil investere betydelige ressourcer i innovation og flådeteknologi, der skal udvikle og forbedre den tekniske og økonomiske bæredygtighed af fossilfrie løsninger.”

Mærsk er stadig en af de førende klima- og CSR-frontløbere i shippingbranchen, og den position kan nu igen benyttes, hvor lige konkurrence og rammer for CO2-reduktioner synes at være fælles defineret. Mærsk har da også deltaget meget aktivt i IMO-forhandlingerne og bl.a. været meget kritisk overfor de første udkast, som Mærsk mente var uambitiøse.

Mærsk har altså ønsket at gøre IMO-aftalen så ambitiøs som overhovedet mulig for både at afhjælpe klimakrisen og bidrage til Paris-aftalen. Men også fordi det fælles høje ambitionsniveau formentlig vil efterlade flere af konkurrenterne med omkostninger, som Mærsk allerede i sin udvikling har afskrevet. Derfor kan Mærsk nu også igen formulere mål, der overstiger alle andre i shippingbranchen – og som Mærsk trods alt har råd til.