Mæglings- og klageinstitutionen for Ansvarlig Virksomhedsadfærds (MKI) skarpe kritik i udtalelse af 6. september af Forsvarsministeriets manglende due diligence i forbindelse med indkøb og mulige negative indvirkninger på menneskerettighederne er ikke en enlig svipser blandt Danmarks ministerier. Flere andre ministerier kan nemlig ikke fremvise ledelsesgodkendte politikker for menneskerettigheder i henhold til OECD’s retningslinjer, viser Økonomisk Ugebrevs kortlægning.

Økonomisk Ugebrev har spurgt tre andre store indkøbende ministerier om, hvordan de efterlever OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder , som MKI klokkeklart i sagen med Forsvarsministeriet fastslår også gælder for offentlige organisationer.

Svarene fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, Udenrigsministeriet og Justitsministeriet viser, at også de har meget svært ved at fremvise konkrete politiker i overensstemmelse med OECD’s retningslinjer. Helt overordnet fremgår det af OECD’s retningslinjer, at der skal formuleres en politik om institutionernes forpligtelse til at respektere menneskerettighederne – og at denne politik godkendes af virksomhedens øverste ledelse.

Økonomisk Ugebrev Ledelse har bedt ministerierne fremsende deres politik, eftersom de ikke har været at finde på ministeriernes hjemmesider. Ingen af de tre ministerier har kunnet fremsende en sådan konkret formuleret politik – og dermed heller ikke nogen formel godkendelse af ledelsen.

Justitsministeriet har slet ikke svaret Økonomisk Ugebrev, trods flere rykkere. Udenrigsministeriet har fremsendt standardkontrakter med tilhørende standard CSR-bilag. Men det er heller ikke nok, vurderer ekspert CEO, i GLOBAL CSR Sune Skadegaard Thorsen.

”Standardkontrakter er ikke tilstrækkeligt til at leve op til kravet om, at statsinstitutionen har en politik for menneskerettigheder. Statsinstitutioner skal i politikken nævne, hvad de forventer af deres forretningsrelationer i forhold til ansvaret for at respektere menneskerettighederne; dette kan så være yderligere eller tydeligere beskrevet f.eks. i udbudsmaterialet, hvor Institutionen skal sikre sig at kravene i udbudsmaterialet følger politikken,” siger Sune Skadegaard Thorsen.

Ifølge OECD’s retningslinjer skal politikkerne offentligøres. Det er naturligvis svært, når man ikke konkret har formuleret en ledelsesgodkendt politik. I kommentarerne til OECD’s retningslinjer hedder det i forhold til menneskerettigheder, at ministeriet skal ”(…) formulere en politik, der (…) offentliggøres og kommunikeres internt og eksternt til alle medarbejdere, forretningspartnere og andre relevante parter (…).

Ingen af de tre ministerier har altså offentliggjort politikker for menneskerettigheder.

I et svar fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet til Økonomisk Ugebrev Ledelse lyder det bl.a., at ”Transport-, Bygnings- og Boligministeriet er optaget af, at alle leverancer og arbejder, der udføres, sker i overensstemmelse med gældende regler og konventioner. Men vi er ikke bekendt med, at der findes regler og lovgivning, der pålægger ministeriet at skulle offentliggøre og publicere politikker eller retningslinjer vedrørende overholdelse af OECD’s retningslinjer.”

Tilsyneladende er Udenrigsministeriet og Justitsministeriet heller ikke bekendt med denne formulering i retningslinjerne. Udenrigsministeriet skriver i sit svar, at ”det er korrekt, at der på Udenrigsministeriets hjemmeside ikke findes information om de nævnte OECD’s retningslinjer.”

Af de tre ministerier er Udenrigsministeriet dem, som har fremsendt flest informationer via standardkontrakter og konsulentguidelines. Det er dog ikke i materialet til at se, hvorvidt Udenrigsministeriet konkret benytter OECD’s vejledninger som rettesnor. I stedet henvises til en række ”internationale konventioner og standarder” – herunder fx ”UN Global Compact” og ”Aid Management Guidelines.”

”Efter standarden (OECD) skal politikken vedtages på højeste niveau i organisationen og afspejles i alle andre politikker, procedurer og vejledninger i organisationen; herunder også i Aid Management Guidelines. Det bør stå åbenbart, at en ’vejledning til at håndtere udviklingssamarbejder’ ikke kan gøre det ud for en menneskerettighedspolitik for et ministerium; her Udenrigsministeriet,” vurderer Sune Skadegaard Thorsen.