Kommentar: Første del af den politiske klimaaftale for energisektoren og industrien har skubbet til Klimarådets tidligere anbefaling om hovedsageligt at benytte velkendte teknologier til at nå Danmarks 70 procents reduktionsmål.

Mere end hver fjerde CO2-reduktion skal nu hentes via ny teknologiudvikling i bl.a. CO2-lagring og brug. Klimarådet anbefalede ti procent. Vejen til at gøre Danmark til klimaforegangsland er blevet mere risikofyldt.

Men lykkes projektet, vil Danmark igen kunne høste stor global grøn hæder, skriver redaktør Joachim Kattrup i denne kommentar.

De første seks måneder af året har rejst nye store bæredygtige spørgsmål i den danske samfundsdebat, der viser at den grønne omstilling herhjemme stadig er i sin vorden.

Regeringens aftale den 22. juni med folketingets partier, undtagen Nye Borgelige, om en Klimaaftale for energi og industri dækker over CO2-reduktioner for 3,4 mio. ton i 2030. Ifølge Klimarådet skal Danmark finde reduktioner for i alt 19 mio. ton CO2 beregnet med udgangspunkt i Energistyrelsens basisfremskrivning.

I forhold til Klimarådet er det altså stadig ret beskedent, hvad regeringen indtil videre har stillet i udsigt af reduktioner. Efterårets forhandlinger bliver derfor et drama om bl.a. klimaregulering af transportsektoren, der i 2017 udledte i alt 13,5 mio. ton CO2.

 

 

Regeringen er allerede bagefter, idet coronakrisen, men også klimaminister Dan Jørgensens nølen om regeringens holdning til CO2-afgift, har forsinket forhandlingerne

 

Regeringen er allerede bagefter, idet coronakrisen, men også klimaminister Dan Jørgensens nølen om regeringens holdning til CO2-afgift, har forsinket forhandlingerne. Det vil sandsynligvis først blive i 2021, at de første initiativer ser dagens lys – altså to år efter det såkaldte klimavalg i 2019.

Fortsætter det nølende tempo og de beskedne reduktioner, er det helt sikkert, at Danmark ikke reducerer udledningerne med 70 procent frem mod 2030. Økonomisk Ugebrev skrev i en tidligere kommentar , at ”Klimarådets forslag om høj CO2-afgift nu er utopisk”. Det er den ikke længere efter et flertal uden om regeringen besluttede sig.

De endelige detaljer om størrelsen og metoden står stadig hen i det uvisse.

CO2-afgiften er afgørende. Ikke blot fordi den af mange aktører – herunder Klimarådet, Vismændene, Cepos og Kraka – anses som det mest omkostningseffektive værktøj til at nå målet.

Men også fordi CO2-afgiften formentlig bliver et afgørende instrument til at balancere den rette dosering mellem klimamålet og ”hensynet til til dansk konkurrencekraft og beskæftigelse”, som klimaloven formulerer.

Balancen mellem klimahensyn og konkurrencekraft kan man skimte i aftalens ret store ambition for fangst og lagring af CO2 (Carbon Capture and Storage, CCS) samt fangst og anvendelse (Carbon capture and utilization, CCU) – altså ny teknologi.

Aftalen sikrer nemlig, at der frem mod 2029 afsættes over tre milliarder kroner til at fremme teknologierne med henblik på at levere drivhusgasreduktioner både før og efter 2030.

Regeringen og støttepartierne forventer, at investeringer i CCS og CCU vil sikre en CO2-reduktionseffekt på 0,4 mio. ton CO2 i 2025 og 0,9 mio. ton i 2030. Det svarer til, at 26,5 procent af de samlede 3,4 ton CO2 reduktioner, som aftalen lover, skal findes gennem nye teknologier.

Det er væsentligt mere end Klimarådets anbefaling på ti procent – Klimarådets såkaldte udviklingsspor. Mere end hver fjerde CO2 reduktion skal altså udvikles fra nye teknologier, hvor usikkerheden alt andet lige er mere udtalt end ved velkendte teknologier.

 

 

Det stiller store krav. For mislykkes det at hente reduktioner, og fejler investeringerne, vil der hverken være reduktioner, vækst, jobs eller øget konkurrenceevne i initiativet.

 

 

Det stiller store krav. For mislykkes det at hente reduktioner, og fejler investeringerne, vil der hverken være reduktioner, vækst, jobs eller øget konkurrenceevne i initiativet.

Omvendt vil det være banebrydende, hvis Danmark lykkes med at gøre Danmark til klimaforegangsland, som regeringen definerer som både at reducere udledninger og samtidig skabe nye vækstmuligheder og fastholde konkurrenceevnen.

Kritikerne vil sige, at Danmark nu blæser med mel i munden. Tilhængerne, at det er det nye grønne væksteventyr. Om det er to fugle i hånden eller ti på taget, vil fremtiden vise.

Når den endelige aftale om CO2-afgift og del to af planen er forhandlet på plads i efteråret, kan balancen mellem kendte og nye teknologier forrykke sig.

Under alle omstændigheder er beslutningen om brug af nye teknologier for tre milliarder kroner mere end det beløb EU i 2017 opgjorde at have investeret i CCS og CCU gennem flere år – dog uden de store klimaresultater.

Meget er sket siden, og de tre milliarder er under alle omstændigheder langt mere end den tidligere regerings tiltag, der afsatte 100 millioner til udvikling af teknologierne. Men det var før både klimavalg og konkrete reduktionsmål.