Det er kun et spørgsmål om tid, så kommer der et Draghi-crash. Det mener den tyske bankrådgiver og ekspert i risikostyring, Markus Krall, der i sin bog ”Der Draghi-Crash” hudfletter Den Europæiske Centralbank og i særdeleshed ECB-præsidenten, Mario Draghi. Bogen udkom i august i tredje oplag og er en af de tyske bestsellere inden for økonomi- og erhvervslitteratur. Der kommer en engelsk udgave senere i år.

Boganmeldelse: Bogen er blevet meget omtalt og rost, fordi den belyser en voksende kritik fra tysk og hollandsk side af den strategi, som Draghi og et flertal i ECB’s bestyrelse fører. Tyskland er meget skeptisk overfor nul-rentepolitikken og den massive pengeudpumpning, og den tyske Bundesbankchef, Jens Weidmann, har ofte advaret mod strategien. Tyskerne ser ham gerne som Draghis efterfølger næste år, men tyskerne er i mindretal.

Det er pengepolitisk apartheid

Hér kommer vi til et af kritikpunkterne fra Markus Krall. Det er ikke landene med den største kapital, der bestemmer i ECB. Malta, Cypern og Luxembourg har tre gange så stor stemmevægt som Tyskland. Det er pengepolitisk apartheid, mener Krall. På grund af småstaternes og de sydeuropæiske landes overvægt har ECB udviklet sig til en transfermekanisme, der fører kapital fra de solide nordeuropæiske lande til de sydeuropæiske, nemlig gennem redningsaktioner og QE-pengepolitikken.

Det koster opsparerne dyrt, det svækker bankerne, og det holder liv i titusinder af virksomheder, der ikke kan klare sig på markedsvilkår, men kun i kraft af nulrenterne, skriver han. Det har samtidig ført til en lav produktivitet, så EU-landene ikke kommer ud af lavvækstfælden. Medierne taler om et boom, når økonomien vokser med f.eks. 1,5 pct. men det har intet med boom at gøre, skriver han. I det hele taget er han meget kritisk over for medierne, som han beskylder for at lefle for magthaverne, og i dette tilfælde er det ECB.

Forargelsens tone i bogen

Man mærker forargelsens tone i bogen, og det skyldes bl.a., at ECB slet ikke har lov til at føre en slags overførselspolitik i henhold til traktaten for ECB. Det er landenes regeringer, der i givet fald skal sørge for en indkomstoverførsel. Men via euro-krisens hjælpeaktioner har ECB tilranet sig eller Fået denne nye funktion. Ved at fortsætte med den politik udvikles en statsøkonomi, som i sidste ende fører til euroens sammenbrud. Det er kort og godt en konstruktionsfejl, og den forværres af, at politikerne ikke har grebet ind overforfejlen. Pengepolitikken er blevet til en statsfinansiering, og det er traktatmæssigt ulovligt.

Det er et ømtåleligt punkt, han slår ned på. Regeringerne har vægret sig ved at lave reformer for at skabe en bedre økonomi, fordi det giver uro. Men så begrunder ECB sin politik med, at ECB ”må købe tid for regeringerne, så de kan lave reformer.” Men det har ECB slet ikke mandat til. Det er ikke dens opgave at sørge for en god finanspolitik i EU. Det er politikernes opgave. Derfor driver ECB ulovlig finanspolitik og statsfinansiering, skriver Krall. Gælden i virksomhederne og hos staterne, især i Sydeuropa, er så stor, at det vil føre til en række sammenbrud, når renten på et tidspunkt normaliseres, fordi renten ikke kunstigt kan forblive på det lave niveau, og når det sker, har ECB ingen midler til at afbøde et krak.

Krall er også kritisk overfor ECB som tilsynsmyndighed for bankerne. Han mener direkte, at ECB manipulerer med tallene og laver et skønmaleri over bankernes stress-test, som foretages af banktilsynet SSM og bankmyndigheden EBA. Desuden bruger ECB så mange indviklede begreber i sin pengepolitik, så offentligheden ikke kan finde ud af, hvordan tingene hænger sammen, og bankens økonomer laver gigantiske makroøkonomiske modeller, der ligger langt fra almindelig sund fornuft, skriver Krall, der har 25 år erfaring med risikostyring.

Stress-testen viser, at det europæiske finanssystem har en sundere tilstand end i 2007, men skindet bedrager, mener Krall. Dermed holder ECB også liv i banker, som ikke er levedygtige. Det gælder ikke mindst i Italien. Der er ikke behov for 8000 banker i Europa, skriver han.

Det er interessant, at en tidligere cheføkonom og rådsmedlem i ECB, professor Jürgen Stark, der har været i Bundesbank, roser bogen og dens kritik. Den er et wakeup-call, skriver han. ”ECB handler kortfristet og orienteringsløst. Renten har mistet sin signal- og styringsfunktion. Krall viser overbevisende, at ECB følger en kurs uden kompas, og som truer vores frihed,” skriver han.

Der Draghi-Crash, Markus Krall, forlaget FBV, 207 sider, 18 euro.

Hugo Gaarden