I den professionelle sportsverden er et karrierestop forbundet med et personligt identitetstab for hver anden atlet. 40 procent får depression, angst eller stress. 60 procent af atleterne er gået økonomisk konkurs blot fem år efter et karrierestop. Også mange topledere og specialister gennemgår lignende transitioner, når de stopper det aktive erhvervsliv – frivilligt såvel som ufrivilligt. Seniorkonsulent cand.psych. Morten Bertelsen fra Copenhagen Coaching Center giver i denne kommentar syv bud på, hvordan toplederen kommer videre, når karrieren slutter.

Forestil dig bankdirektøren. Karrieren går som smurt. Familien trives. Børnene klarer sig godt. De har fået deres drømmehus. Men pludselig falder det hele sammen på grund af en skandale om hvidvask. Bankdirektøren bliver stillet for retten, karrieren er måske helt slut.

Forestil dig en fodboldspiller der er på toppen af karrieren. Spillet kører, familien er glad, pressen er positiv, og den glorværdige tilværelse udleves. Pludselig kommer den voldsomme knæskade – fodboldkarrieren må stoppe.

I begge tilfælde er der tale om en radikal forandringsproces, hvor udfordringen bliver at genopdage sig selv på et helt nyt arbejdsmarked. Identiteten er forsvundet, og en ny skal opbygges. Hvis vi bruger sporten som eksempel og ser på atleters udfordringer, så er et karriereskifte for ca. 50 procent forbundet med identitetstab, ifølge Kirsten Van Heerdens bog fra 2018, ”Waking from the dream – Stories of transition out of elite sport.”

Dertil kommer at ca. 40 procent får en depression, angst eller stress. 60 procent af atleterne er gået økonomisk konkurs blot 5 år efter deres karrierestop. Der er med andre ord meget stor risiko for at opleve større udfordringer, end hvad man selv havde forestillet sig, når karrieren er slut.

Også mange topledere og specialister gennemgår transitioner, når de stopper det aktive erhvervsliv – frivilligt som ufrivilligt. Hvis de bare oplever en brøkdel af de voldsomme eksempler vi ser fra sportens verden, er der meget at lære for erhvervslivet fordi disse radikale forandringsprocesser kan altså være særdeles vanskelige at håndtere.

Der er nogle, som vil argumentere for, at sportens verden er ekstrem. Men den kan også gøre os opmærksomme på lignende problematikker i erhvervslivet og endda ligefrem lære os, hvordan vi muligt kan håndtere udfordringen.

Transitioner kan være mere eller mindre radikale. Tidligere var arbejdsmarkedet præget af forudsigelighed på en helt anden måde end i dag. Du var det samme sted igennem mange år. Nu skal arbejdsgiveren være heldig, hvis medarbejdere bliver der længere end to år. Der er en øget forandringshastighed i mange brancher, som kan udfordre os alle til at forholde os til transitioner.

Det er ikke blot den professionelle fodboldspiller, balletdanseren, den hjemvendte soldat eller eller den skandaleramte bankdirektør. Pludseligheden kan komme på tale for os alle.

Der er er mange tilgange til transition. Det er ikke entydigt, hvordan det skal gribes an. Folk har også forskellige forudsætninger for at klare disse overgange. Og på et helt grundlæggende plan får man forskellige løsninger på udfordringen alt afhængig af hvordan man anskuer problemstillingen.

Vi kan bevæge os igennem mange professioner i et levet arbejdsliv, og meget tyder på, at udviklingen peger i retning af at kunne rumme sig selv som et vedvarende og tilblivende renæssance-menneske – at kunne udvikle en mangfoldig kundskab med det ‘at være’ som omdrejningspunkt for det ‘at kunne’.

1) Man kan gå en logisk vej og fokusere på hvad der er årsagen til problemet, og det vil medføre visse handlinger – såsom noget man vil fikse og væk fra.

2) Man kan fokusere på, at opfattelsen af transitionen er forkert og skal ændres til noget andet, så det bliver nemmere at overgå til noget andet.

3) Hvis vi fokuserer på transitionen som problemet kan vi støde den væk fra os og gøre noget ved den uden for os selv. Der er en såkaldt ‘eksternalisering’.

4) Der ligger en personlig problemstilling bag transitionen som skal bearbejdes, så overgangen kan blive god på alle måder, for alle og ikke blot for én selv.

5) Måden vi anskuer transitionen kan være problemet i sig selv, hvorfor vi må se på den på en anden måde. Det kan ændre perspektivet.

6) Problemet kan være uvidenhed om transitionen. Vi må derfor undersøge, hvad der er det væsentlige for at kunne lykkes med overgangen.

7) Slutteligt kan man anskue transition som en fortælling, der skal fortælles. Der er en historie der ikke er blevet skrevet, og livets plot skal opdages.