Folketingets Ombudsmand kræver nu en forklaring af Finansministeriet på, hvorfor beregnings- og vurderingsgrundlaget for Danmarks bidrag til Verdensmå-lene (SDG) hemmeligholdes for offentligheden. Ombudsmanden går ind i sagen efter ministeriet har afvist Økonomisk Ugebrevs anmodning om aktindsigt i regeringens grundlag for fremdriftsrapporten for Verdensmålene. Hemmeligholdelsen har formentlig ikke støtte i miljøoplysningsloven og kan være politisk motiveret.

Ombudsmanden kræver nu en grundig forklaring på, hvorfor Finansministeriet mørklægger beregnings- og vurderingsgrundlaget for Danmarks bidrag til Verdensmålene. Det sker efter, at Økonomisk Ugebrev har klaget til Ombudsmanden over Finansministeriets afslag på fuld aktindsigt i, hvordan regeringen i Fremdriftsrapport for Verdensmålene dels er kommet frem til de valgte målsætninger, og dels hvilket vurderings- og beregningsgrundlag regeringen benytter til at prioritere de konkrete indsatser, som regeringen selv vurderer til at koste ca. 15 mia. kr.

 

Ombudsmanden skønner dermed, at Finansministeriets nuværende begrundelser ikke lever op til reglerne i miljøoplysningsloven

 

Ombudsmanden skønner dermed, at Finansministeriets nuværende begrundelser – for at hemmeligholde vurderings- og beregningsgrundlag for Danmarks Verdensmålsindsats – ikke lever op til reglerne i miljøoplysningsloven.

Tilbage i marts 2017 fremlagde regeringen en handlingsplan for Danmarks bidrag til Verdensmålene. Hvert år indtil 2030 skal regeringen i en såkaldt fremdriftsrapport redegøre for, hvordan Danmark konkret lever op til handlingsplanen og bidrager til FN’s 17 verdensmål som 193 medlemslande har forpligtet sig til. Det er denne proces, forløbet frem mod de valgte målsætninger og de underliggende beregninger i fremdriftsrapporten, som Økonomisk Ugebrev har søgt aktindsigt i.

Ministeriet behandlede sagen på forkert grundlag

Finansministeriet har afvist at give indsigt i afgørende passager fra korrespondancer samt helt afvist at udlevere interne dokumenter, papirer og oplæg fra det tværministerielle arbejde med fremdriftsrapporten, der koordineres af Finansministeriet.

Økonomisk Ugebrev har over to omgange søgt aktindsigten, fordi embedsapparatet, politisk bevidst eller ubevidst, i første omgang ikke forholdt sig korrekt til ansøgningsgrundlaget, der er baseret på miljøoplysningsloven. Den giver nemlig klart bedre muligheder for aktindsigt end offentlighedsloven gør, og vedrører alle oplysninger om forhold, der påvirker eller kan påvirke miljøet eller planlægges for at beskytte det.

Eftersom Verdensmålene i høj grad handler om miljøspørgsmål, og ikke mindst defineres som værende sammenhængende (fx at CO-udledninger skaber klimaforandringer, der skaber oversvømmelser, der skaber flygtninge, der skaber fattige, der skaber uddannelsesproblemer, der skaber arbejdsløshed, der skaber sult… osv.) vurderer eksperter overfor Økonomisk Ugebrev, at Finansministeriet ikke kan begrunde hemmeligholdelsen. Det er netop det som Ombudsmanden nu prøver af, og har bedt Finansministeriet forklare sig om.

Finansministeriet er blevet anmodet om at sende alle oplysninger til ombudsmanden og tydeligt gøre opmærksom på, hvilke oplysninger, ministeriet ikke mener, der kan gives aktindsigt i. Ombudsmanden anmoder også om konkrete begrundelser og afvejninger mod hensynet til offentlighed, hvis ministeriet agter at opretholde hemmeligholdelsen.

Ombudsmanden kræver desuden en forklaring på, hvordan ministeriet kan mene, at afslag kan begrundes med henvisning til offentlighedslovens ”generalklausul”, der ikke angiver særlige beskyttelsesinteresser, når det fremgår udtrykkeligt af miljøoplysningsloven, at denne diffuse undtagelse ikke kan bruges.

Regeringen politiserer omkring Verdensmålene

Som Økonomisk Ugebrev Samfundsansvar tidligere har beskrevet i artiklerne ” Kritik i høringssvar: Regeringen politiserer omkring Verdensmål ” og ” Regeringen skjuler beregninger for Verdensmål ” har flere centrale aktører i bæredygtighedsdebatten kritiseret regeringen for at politisere omkring Danmarks bidrag til Verdensmålene og levere decideret politisk makværk, der har efterladt embedsapparatet i vildrede uden synlig retning.

Kritikken gik mere konkret på, at regeringen udelukkende benytter eget regeringsgrundlag som målestok for