Alle børsnoterede selskaber er underlagt revisionspligt af det finansielle årsregnskab. Når det angår rapportering om samfundsansvar og ESG-nøgletal, er der intet lovkrav om ekstern revision. Det smuthul benytter 84 af de 100 største børsnoterede virksomheder sig af.

Generelt er der ingen uvildig kontrol af erhvervslivets samfundsansvarlige resultater. ATP finder ikke revision af CSR nødvendig. Mens FSR – Danske Revisorer efterlyser mere pålidelighed i CSR-rapporteringen. Både Global Compact og Global Reporting Initiative (GRI) anser revisionserklæringer som best practice.

Langt de fleste virksomheder definerer dermed helt selv, hvordan det retvisende billede af de samfundsansvarlige resultater skal producers og præsenteres for omverden.

Men kun 16 selskaber blandt top 100 danske børsnoterede selskaber finder det nødvendigt at forsyne CSR rapporten med en uvildig revisionserklæring. Langt de fleste virksomheder definerer dermed helt selv, hvordan det retvisende billede af de samfundsansvarlige resultater skal producers og præsenteres for omverden.

Blandt C25 selskaberne har kun ti selskaber – altså under halvdelen – forsynet CSR rapporten med en revisionserklæring baseret på en international standard fra fx International Federation of Accountants (IFAC). Revision af CSR-rapporten er ellers, ifølge flere CSR-eksperter og de førende internationale rapporteringsorganer, best practice i forhold til at skabe tillid og troværdighed om data og processer omkring den samfundsansvarlige rapportering.

ISS, Carlsberg, Novo Nordisk, Danske Bank, Lundbeck, Novozymes, Nordea Bank, A.P. Møller – Mærsk, Coloplast og Ørsted har alle valgt at forsyne CSR-rapporten med en revisionserklæring.

Omvendt undlader DSV, TDC, FLSmidth, Pandora, Vestas, NKT, Jyske Bank, Chr. Hansen, Genmab, William Demant, Tryg og GN Store Nord at lade CSR-rapporten revidere af en ekstern tredjepart. Reelt har interessenter ingen anden sikkerhed og viden end virksomhedens ord for, at ESG datagrundlaget og rapporteringsprocesserne er valide og robuste.

Storinvestor: Revision ikke nødvendig
I Vestas’ tilfælde findes der revisionserklæring for visse sociale og miljømæssige data og performance i årsrapporten. Den separate CSR-rapport bygger på de reviderede data fra årsrapporten og er derfor ikke omfattet af revisionserklæringen.

Argumentet om at undlade revisionserklæring er generelt, at efterspørgslen fra investorerne og andre interessenter ikke er udtalt. Den pointe bekræftes af Danmarks største investor, ATP, der ikke finder tredjepartsvurderinger af CSR-rapporter nødvendige, men dog samtidig har forståelse for dem, der vælger det til.

”ATP mener ikke, at revisorerklæringer på CSR-regnskaber generelt er nødvendige for, at vi kan bruge CSR regnskaberne som input til vores løbende dialog med selskaberne. Omvendt har vi forståelse for, at flere af de selskaber, som vi investerer i, vælger at inddrage en ekstern part i verifikationen af deres CSR-rapporter,” siger Head of ESG og Vice President Ole Buhl fra ATP.

FSR – danske revisorer har i en analyse fra sidste år undersøgt både om større danske selskaber i CSR-rapporteringen har revision, og om rapporteringen henviser til en beskrivelse af virksomhedens brug af interne kontroller til sikring af pålidelig rapportering.

Resultaterne er i overensstemmelse med Økonomisk Ugebrev Ledelses observationer, og det får FSR til generelt at konkludere, at ”alle gør brug af mål og nøgletal inden for området, men robustheden og pålideligheden af rapporteringen halter.” Ifølge Økonomisk Ugebrev Ledelses oplysninger vil FSR i fremtiden da også skærpe tonen og holdningen til reviderede CSR-rapporter igennem konkrete aktiviteter.